"Det var de pludselige angreb af voldsom varme, der tvang mig til at tænke tanken om overgangsalder. Bedst som jeg sad og fjollede med kollegerne i kantinen, blev der kastet en usynlig varmebombe et sted inde i hovedet. Pouww! Varm luft steg til vejrs fra min hovedbund, og jeg fik en grim rød farve og et glinsende lag sved i hele ansigtet. Det var enormt væmmeligt! Jeg følte det også utrolig intimiderende. Hvad tænker de andre, når man sidder der og flasher rødt lys i hele hovedet? Andre gange var angrebet en total-oplevelse, der involverede hele kroppen, og jeg fik en klar idé om, hvordan røde pølser har det i deres lunkne vand. Rødt og vådt og fedtet. Hedeturene slog til hvor som helst og når som helst, og dem havde jeg rigtig svært ved at placere ansvaret for. På det tidspunkt var jeg lige knap 40 år. Til sidst overgav jeg mig og indrømmede nødtvungent, at der måske var et-eller-andet galt og traskede op til min gynækolog. Helt ærligt, så ved jeg ikke, hvad jeg forventede. Men i hvert fald ikke det han sagde: Du er i overgangsalder. Det tog totalt fusen på mig. Og han tog en blodprøve for at være helt sikker i sin sag. En uges tid senere kom bekræftelsen.
Hvis jeg var et surt opstød før, så skulle I have set mig da!! Beskeden passede ualmindelig dårligt ind I min selvforståelse. Gamle damer er i overgangsalder. Kedelige koner er i overgangsalder. Men jeg var jo bare 40 år og ikke 400 år. Nej, hvor var den svær at sluge. Skulle jeg så gå der og være et svedigt svin? Hvor længe? Og hvad så bagefter? Jeg blev sur, gal, hidsig og ramt af en tsunami af selvmedlidenhed.
Om aftenen var jeg det, der med en pæn omskrivning kan kaldes indadvendt. Min kloge datter, som på det tidspunkt var 7 år, valgte at gå tidligt i seng helt frivilligt, og min hårdt prøvede kæreste valgte meget fornuftigt at gå i ét med tapetet. Rent psykologisk var jeg bare slet ikke parat til at være “en af dem”. Det var en tilstand og en fase i livet, jeg var uforberedt på, og som jeg reelt intet vidste om. Alt i mig strittede imod. Præmenstruel mokke – okay, det kan jeg leve med. Men overgangsalder Føj!! Det er noget med at være gammel, udtjent, usexet, ukvindelig, kørt ud på et sidespor, færdig, slut, prut, finale. Hvor jeg havde fået den idé fra, tænkte jeg ikke nærmere over på det tidspunkt. Jeg var mig det ikke bevidst, at jeg var SÅ præget og proppet med intolerante og nedgørende holdninger. Jeg var styg.
På det tidspunkt i mit liv i almindelighed og lige den aften i særdeleshed, var overgangsalderramte kvinder nogle svedige bæster på deroute, og fandengalemig om jeg ville være med i flokken. Jeg stortudede, da jeg kom I seng. "
"De færreste har haft overgangsalderen og dens slimede spor af besværligheder på skoleskemaet, det hele dæmrer først, når vi rent faktisk når dertil. Så det er lidt af en overraskelse for selv begavede, vidende, oplyste kvinder som dig og mig, hvad der kan komme flyvende ind fra højre og nakke os. Og selvom der er svar at hente mange steder og råd at få, så er det jo først, når du har erkendt sammenhængen, at du stiller spørgsmålene til de rigtige personer og ser efter information de rigtige steder. Om det var dovenskab eller mit naive håb om, at min overgangsalder kun bestod af hedeture, der gjorde det, ved jeg ikke, men jeg havde i hvert fald undladt at kaste mig ud et større selvstudie på det tidspunkt - ...det kom først senere. Og derfor var jeg lykkeligt uvidende om, at kløe og irritation i skridtet er en af overgangsalderens klassiske gener. Så jeg led mine kvaler en uges tid og en uge mere...og du ved måske, hvad jeg taler om? Når der sker noget med surhedsgraden i de nedre regioner, er det en særlig uforskammet form for kløe, der sætter ind. Jeg har aldrig haft fnat eller skægpest eller lopper, men jeg forestiller mig at skridt-kløen matcher den slags meget godt. Den er helt klart værre end kløen fra de få lus, jeg har haft vandrende i min hovedbund et par gange i luse-årene, hvor min datter gik i 3.-6. klasse. Og lus kan ellers nok få folk til at klø sig helt hysterisk.
Skridtkløen skal du ikke besvare. Det kan jeg under ingen omstændigheder anbefale. Så går den helt amok, og du ender med at gøre noget flovt med mindre du sidder alene hjemme for nedrullede gardiner. Jeg har prøvet at køre på cykel, hvor det kløede afsindigt, og så er det så godt som umuligt ikke lige at vrikke lidt på saddelen. LAD VÆRE MED DET!!!! Jeg endte med at måtte stå af, fordi jeg da udmærket var klar over, at jeg var i fuld sving med at opføre et lige lovlig bizart show på cykelstien. Så var det med at stige af cyklen og stå stille og mentaltræne og tale meget hårdt til mig selv med indvendig stemme ”stop det, stop det...ikke klø...IKKE KLØ.”
"Summa summarum: min forvirring over at være i overgangsalder har været temmelig voldsom og vel egentlig mere plagsom end de fysiske symptomer. Jeg har været rundt på gulvet og har som en anden høne vraltet rundt og pirket lidt til det ene visdomskorn og lidt til det andet, for at se om jeg kunne finde mening i noget af det. Jeg har følt, at jeg gik planken ud rent følelsesmæssigt. Jeg har været klarsynet og berettiget vred, men jeg har også været nærtagende og irritabel. Efter mine mange svinkeærinder til højre og venstre, kan jeg nu stort set koge mine frustrationer ned til to små hårde bouillonterninger, som det hele handler om for mig: Angsten for at blive en gammel, uattraktiv kvinde. Og angsten for at miste min betydning på arbejdsmarkedet. Det er de to problematikker, jeg fortsat må arbejde med for at komme igennem og om på den anden side af min overgangsalder i fin form og højt humør. For at det kan lykkes, har det været nødvendigt for mig, at undersøge dels hvad andre har gjort i tidens løb, dels om det bare er mig der er særlig følsom (som om) - og hvis ikke, så finde ud af hvad der gør, at jeg har denne frygt."